Vi skal blive bedre til at tale sammen og møde hinanden med en god tone. I hvert fald ifølge mor og advokat Eva Persson. Den gode tone var også langt væk, da folk i 2016 kommenterede Eva Perssons korte barsel. Men det nytter ikke noget at grave sig ned i et hul af selvmedlidenhed. I stedet må man op på hesten og kæmpe for friheden til at vælge sit eget liv. Og dét har den seje kvindeforkæmper i den grad gjort.
Ligestillingsdebat fik en ubehagelig drejning
Det er over 100 år siden, at kvinder fik stemmeret. Alligevel lader der til stadig at være fordomme om, hvad kvinder må og ikke må. Det gælder fx på barselsområdet: En kvinde har ret til 52 ugers barselsorlov, og derfor bør hun tage 52 ugers barselsorlov. Men det valgte Eva Persson ikke at gøre, da hun havde født sin søn, og det vakte stor opsigt. Mange kaldte hende en dårlig mor og sagde, at hun prioriterede arbejdet på bekostning af sin søn. Men sådan var det ikke. Hun ønskede blot at fortælle sin historie i forbindelse med ligestillingsdebatten i 2016.
Eva Persson vælger både familie og karriere
Som alenemor og selvstændig advokat er der rigtig nok meget at se til, men Eva Persson formår at holde hverdagen sammen med god planlægning. Hun vælger hverken børn eller arbejdet fra, men står fast på sin ret til at kunne begge dele. Og det beder hun andre respektere.
Ligestilling kræver sammenhold
Det startede med ligestilling, og det slutter med ligestilling. Eva Persson kæmper nemlig fortsat for større ligestilling blandt mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Og for at det skal kunne lade sig gøre er vi nødt til at kunne tale sammen på en ordentlig måde.
Vi behøver ikke være enige, men…
Kun ved at have en åben debat, hvor vi lytter til hinanden, kan vi skabe ændringer i vores samfund. Det handler ikke kun om hendes eget konkrete eksempel, men derimod om at vi skal kunne snakke sammen og respektere hinandens valg. Vi behøver ikke nødvendigvis være enige, men vi skal holde en god tone og i det mindste forsøge at forstå hinanden. Hvordan kan vi ellers kalde os et frit land, hvis vi ikke anerkender andre menneskers frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve?
Hvis du synes, Eva Perssons sag lyder spændende, så besøg hendes blog eller find hende på de sociale medier.